Ikke janischarmusik.
Stille, I marschtunge rhytmer!
Stille, for fan, musikanter!
Tscherkesserinderne, tscherkesserinderne,
lad dem blot komme!
Ind skal de danse paa spæde smaa fødder
til dæmpet musik
fra fjerne guitarer!
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
sanselig søde:
Fandango!
Dysterrødt skjær om den lyslette dans:
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge saa myge,
i dans!
Et rødt lidet øre, en hvid liden finger
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
i sobelskinsdækkenets silkehaar sorte.
Og rislende ringlen fra smykker og stene, –
og kinder – og øine! –
Fandango!
Zerlina, min terne, din hals er saa sød,
dit øie saa sort;
men dit øie er vaadt, Zerlina?
Zerlina, min terne, din læbe er rød,
din kind er saa rund;
men din kind er saa bleg, Zerlina?
Side:Samtiden 1890 - Tre digte.djvu/1
Denne siden er ikke korrekturlest
