regnskab for; den lille fru Nina var nemlig hjemme i Bergen.
«Så herrerne sidder her og nyder livet!» sagde fru Ibsen endelig. Under hendes alvor truede et skælmsk smil med at bryde frem. Vi kunde ikke skønne, hvor dere var bleven af, vi har søgt den hele formiddag — og nu er det frokosttid i hotellet.
Men professorinde Dietrichson var mindre nådig.
«Og du sidder her, Lorentzmand, og drikker toddy så tidligt på dagen! — Se bare! — Og til mig sagde du, at du vilde gå op på dit værelse og skrive korrespondancer til «Morgenbladet». Du har jo lovet redaktør Friele at skrive til bladet.»
«Lorentzmand» så angerfuld ud og forsøgte slet ikke at forsvare sig. Men hans mine sagde: «Det er så tungt altid at skulle være «Pligtmenneske».»
Fruen blev formildet og trak på smilebåndet som fru Ibsen. Hun var jo malerinde og forstod os «kunstnernaturer» bedre end alle andre.
«Men, mama, se dog på Paulsen!» råbte den fæle Sigurd og trak moderen i skjørtet bagfra. «Han er så ildrød i hodet.»
«Hys, barn —!»
«Det er af kulden,» busede jeg ud og truede med hånden ad gutten. Jeg kunde havt lyst til at kvæle ham.
Modstræbende reiste vi os så — der var endnu kognac tilbage på flasken — og lidt slukøret fulgte vi i hælen på damerne hjem til hotellet.
