ved Siden af et Siliekrat, med hvis Løv den havde gjort sig tilgode. Vi fulgte Sporet et Stykke indtil det standsede i et Dalføre, ved en sagterindende Bæk, hvor Dyret udentvivl var vadet over. Her hørte vi vore Reisefællers Raab, som vi strax besvarede, og snart var Selskabet atter samlet. Vi havde nu en Sæter i Nærheden. Den blaalige Røg steg op mellem Granetoppene, vi hørte Kobjelden klinge i Orekrattet, og inden kort førte Stien os til Sætervangen, der laae paa en Skraaning midt i Skovtykningen.
En Sæter i Graneskoven var mig noget Nyt, som jeg i Tankerne udmalede paa det Bedste, men dette Nye svarede kun slet til min Forventning; thi vel var Beliggenheden ret smuk paa det aabne Bakkeheld, hvorfra man over Lunde af friske Løvtræer saae Toppene af Granernes tætte Hærskare og en enkelt fjernere Bjergryg; men her forstyrrede Menneskenes Væsen og Anstalter Naturindtrykket. Det idylliske Livs værste Udartning til Vanrøgt og Elendighed var her kjendelig i Alt. Sætervangen laae mager og uryddig som en Udmark, og Smaahusene, der vare omstrøede paa den, syntes neppe at kunne give det nødtørftigste Skjul. Tagene vare indsunkne, Væggene sortgraae af Ælde og raadne i Lafterne. Selve Sæterhytten var en forfalden, yderst ussel Stue, med saa store Aabninger mellem Bjelkelagene, at den grønne Skov derigjennem tittede ind til Menneskenes Sløvhed
