Side:Reisebilleder og Digte.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
83


paany, og rede over en tyndt bevoxet Bjergflade lige til den trange Høgfos, som er Elvens høieste Fald. Her er den slemmeste Hindring for Tømmerdriften i denne vidtløftige Skov, hvis Produkt kun gjennem Skilbreien kan føres ned til det større Vasdrag. Elveleiet her dannes af en dyb Klipperevne, som i selve Faldet har fremspringende Hjørner og stærkt indskaarne Vraaer. Virkningen af denne Egenhed ved Fjeldbunden er synlig i Fossen; thi store Masser af sammenknippet og fastkilet Tømmer fylde en betydelig Del af Løbet og kan ei splittes ad ved den stærkeste Flom. Man kalder denne Ansamling Omsted-Tømret, og der siges at det nu i sytti Aar har staaet fast i Fossen. Det selsomme Parti, som derved er fremkommet i Skovbilledet, kan vanskelig beskrives; men det kunde udentvivl med god Virkning anbringes af Landskabsmaleren som et Træk af den vilde Natur, der i Kamp med Industrien, har været istand til at fravriste denne en Del af Rovet og vil atter inddrage det Gjenvundne i Væxtriget. De Tømmerstokke, der ligge nærmest mod Fjeldmuren er næsten ganske overgroede af Mos, Bregner og Saxifrager, og fast den hele Masse er gjennemvirket af et kraftigt Planteliv. Vandhaarets mørkegrønne Svæv hænger ned fra Tømmeret; det smidige Siliekrat og Birkebusken med skjermformigt, udbredte Grene, strække sig frem fra Klippevæggen og kaste Løvsløret over de blegede Stammer.