Side:Reisebilleder og Digte.djvu/68

64

det optrækkende Uveir. De skjønne og fine Former, den omhyggeligt opfattede ædle Holdning hos disse Sydens Børn staaer i Strid med den Armod, der paalægger dem det haarde Arbeide, og giver deres Miner det sorgfulde Træk: dette er Billedets Braad, dets melancholske Virkning. Men den levende Gruppe, jeg havde for mig, betegnede ingen saadan Strid. Disse Skikkelser passede godt til Stedet; et Liv uden Nød og Trang har udpræget dem saa alvorligt; men vistnok et anstrengende Liv. Det har afhærdet den Gamles Sener og allerede strammet Drengens. Derfor var ogsaa Alvorets melancholske Anstrøg af en anden Beskaffenhed her. Det kom ei af nogen Dissonants i Personernes Væsen. Den idelige Dyst mellem Naturen og Menneskelivet danner et nordisk Fjeldhjems tungsindige Alvor. Her, i denne sildige Sommerkveld, var Ro paa begge Sider; men Menneskekraften hvilede dog tæt omsluttet af en truende Naturs vældige Skranker. — Der paakom mig en Lyst til at dvæle længere i den gamle Bjørneskyttes Kreds for at betragte disse Folks Gjerning nærved, og opleve med dem, hvad der især kunde være betegnende for deres Kaar; men nu stødte vor Baad fra Land, og de faa levende Meddelelser, jeg havde hentet hos Rambjergets Beboere, standsede pludselig i et stumt Billede, hvis Former inden kort tabte sig for mit Blik i Aftenskyggerne.