paa Ringerige hørt denne fabelagtige Fugl omtale som et Slags Harpy med Ildøine og hvasse Klør, og der sagdes da, at den undertiden ved visse Lyd, som tilfældigt kunde opstaae i Sang eller Lokning, kom farende og kastede sig baade over Mennesker og Dyr. Jeg blev derfor opmærksom da dette Væsen atter bragtes paa Bane.
„Har du selv seet Gasten nogenlunde i Nærheden, du Gamle“? spurgte Ole Ask, thi underligt skulde det være om det ei er samme Fugl som Hubroen eller den store Bjergugle, der af og til kommer ned i Bygderne“. „Jeg kan ikke sige at jeg bar seet den selv“, svarede den Gamle, „men den er meget omtalt og angives af forskjellig Skikkelse. Nogle fortælle at den har mest Lignelse af en Reverunge“ (et Svøbelsebarn). Denne Forklaring faldt unægtelig komisk, og vakte ogsaa almindelig Munterhed, imidlertid var det tydeligt at den selsomme Fugl saaledes blev forvexlet med et andet Fabelvæsen, med Barne-Gjenfærdet, Udbaaren, som kaster sig tungt over Vandreren og først slipper ham naar han segner om af Mathed. — Med hine usikre Antydninger var Materien om Gasten udtømt; men Talen var nu vakt, og den eventyrlige Gjenstand fremkaldte i Forening med Omgivelsernes alvorlige Indtryk, Meddelelser om lignende Væsener, der høre til vor Sagnverdens Natside. Der kom dog intet rigtigt Løb i Samtalen, og da den en Stund i korte Satser
