gen Vei; hun vilde ikke. Henimod Sommeren, da Folk begyndte at drage tilsæters, havde nok Junkeren faaet streng Reiseordre. Flubergsrosen var just naaet frem paa Fjeldet med Buskaben, og der skede det en Dag, at Junkeren kom saa brat over hende, at hun ikke vidste andet Raad, end at rende ligetil den Vildsti, jeg talte om, som var i Nærheden. Junkeren satte efter, for han var en rask Karl, men han kjendte nok ikke den Veis Farlighed, før han var lige paa Kanten, og styrtede ned i sorte Kjernet. Jenten var da kommet lykkelig og vel over i Skuret, hvor der laae meget løst Vindfald. Herfra saae hun Junkeren komme op i Vandskorpen, og vilde nu hjelpe ham det bedste hun kunde. Med stor Møie, kan jeg tænke, fik hun et Træ kastet udover i Kjernet; men da hun saae han havde godt fat i det, kunde hun ikke bare sig, men raabte ned til ham: Der har Storfanten den første Stok til det prægtige Huset sit. Junkeren kom nok tillands omsider; men havde dog faaet en alvorlig Knæk. Kort efter døde han, og skal ligge begravet paa Norderhoug Kirkegaard. Flubergsrosen fik siden et godt Gifte i Valders, og baade der og i Fluberg er der Folk af hendes Æt“.
Medens Thorbjørn var inde i denne Fortælling, saae jeg at der blev gjort Anstalter til vort Opbrud. En Del af Selskabet, der et Øieblik havde været over paa den anden Elvebred, roede nu tilbage; Tofter og
