Gudbrand en Sum Penge, mod at denne forpligtede sig til at flytte bort fra Aadalen. Det er nu længe siden; Erik er død, og hans Søn har Gaarden efter ham. Gudbrand sidder paa en Plads ved Hønenfossen og hans Stel er nok daarligt i alle Maader“. Denne Slutning paa et saadant Fiendskab forekom mig besynderlig og uventet, skjønt den unægtelig, ligesom alt det Øvrige, havde et vist sagamæssigt Præg. Men saaledes var ialfald Begivenheden kommet i Folkemunde.
Under denne Fortælling gik Baaden raskt frem mod Kongstrømmen. Snart mærkede vi Vandets forøgede Modstand, og idet vi kom frem i Strømløbet, saae vi et kort Stykke foran os Rasmus Bersund med sin Medestang, roet af Kirsti-Gudbrand. Kongstrømmen er indsluttet af smukke skovdækkede Bredder, hvor Granerne paa en og anden græsrig Plet give Plads for frodige Løvtræer. Aadalselven gaaer her ud af den alvorlige Sø, Sperilen. Dette Vandspeil laae solbelyst nu; dets høie, fjeldbyggede Bredder viste sine mægtige Afsænkninger i Klarskygge; de fjernere Bjerge, der lukkede Udsigten, stode lyst fortonede mod den skyfrie Luft.
Vi landede paa den høire Elvebred ved en opdyrket Plads, der ligger smukt i Skovkanten, lige ved Sperilens Udløb, og vi vare ventede her. En venlig, aldrende Kone med nogle vakre Smaabørn modtog os
