Fjeldets Former. Man viste mig høit oppe den mørke Spalt, der betegner Hullet i Kollen; jeg saae Korpeskabet, det konsolagtige Fremspring, hvor Ravnen ruger og hvor Huldren i Kveldstunden lokker paa sit Kvæg. Jeg fulgte med Øiet de mange Kløfter og Afsatser, der ligesom inddele og udforme denne vældige Masse til et gjennemført Verk. Ved alle Fjeldets grønne Smaalier, med de sine, hængende Lunde, dvælede min Betragtning, ja mangt et enkelt Træ, der stod rankt og frodigt i Klippefuren, fængslede mig med sin Skjønhed, og naar jeg saa overskuede det Hele, maatte jeg vel synes, at dette var et rigtigt Huldrebjerg, ret et Hjem for Fjelddalenes og de løvsmykkede Høiders Dise, der ser ned paa Menneskenes Boliger og beliver Vildheierne og de ensomme Stier med sit Spor og sine Toner.
Paa Tunet traf jeg Gaardens Eier, en stille, venlig Mand, hvis Væsen kun lidet syntes at passe med hans Opholdssteds Natur. Han undveg enhver Hentydning til Bersundskollens Egenheder, og rettede min Opmærksomhed paa Elvebredden, der tæt op mod hans Hus havde Tegn af Vaarflommens Gang. „Det er ingen Spøg“, sagde han, „at vaagne af sin Nattesøvn ved Elvens forfærdelige Bulder, naar den bryder Gjerder og Pæle og kaster sit Skum som en drivende Regn mod Vindverne. Derfor vil jeg og lægge det nye Hus, som jeg vel snart bliver nødt til at bygge, høiere
