Denne siden er korrekturlest
Og raabte: Ve mig, jeg forgaaer;
thi Herrens Aasyn skinner her,
og med en uren Mund jeg staaer,
hvor nu hans Navn ophøiet er!
Da svævede til Altrets Ild
en Engel i den samme Stund,
og tog en Glød og holdt den til
Jesaias, Prophetens Mund.
Og sagde: Se, med denne Glød
er lutret dine Læbers Røst
og sonet hvad dit Liv forbød,
og Angsten taget fra dit Bryst.
Da blev Prophetens Hjerte trygt,
og Klarhed i hans Indre kom,
og løftet over Tvivl og Frygt,
han stod i Herrens Helligdom.
Og ei Seraphers Stemme blot
i Prøvens Time han fornam;
thi nu den Herre Zebaoth
sin Røst opløftede for ham:
