Denne siden er korrekturlest
Nu er Haabets Varsel sandet;
viet er vor Pagt,
Forsterlagets Blod er blandet
paa dets Grændsevagt.
Mellem Dans og Svens Bolde
faldt der Mænd paa røde Skjolde,
Mænd, som bar i Arm og Værge
Malm ra vore Bjerge.
Minderige Aandeskare
i den danske Hær,
alle slagne Mænd, som vare
Nordens Vidner der,
Tankerne ved Eder dvæle
alvorsfulde, seiersæle;
over Eders Æreminder
Solopgangen skinner!
Det kan dybest Sorrig lindre,
standse Savnets Graad;
som en KRaft i Folkets Indre
lever Eders Daad,
lever, naar i nye Farer
Heltes Æt sin Arv bevarer,
gjenopstaaer paa Fædrejorden
til et Værn for Norden.
