Denne siden er korrekturlest
Hvor mild er Morgenlyse Gang
henover Egnens Grunde;
her streifer det en frodig Vang
og hist de tætte Lunde.
Og over Krattets grønne Net,
hvor Vidiegrenen skinner,
opstiger Taagen lys og let
og spredes og forsvinder.
Og nu er Alt i Klarhed lagt
og Dagens Færd begynder,
besjelet af den Livets Magt,
som Lærkens Røst forkynder.
Min stille Gang er snart forbi,
min Drømmetid forleden;
nu fører mig en knudret Sti
fra disse Sletters Eden.
Men i den lyse Birkelund,
hvor Kilden mildt sig slynger,
jeg standser end en stakket Stund
blandt unde Blomsterklynger.
Her staaer endnu i Duggens Bad
hver liden Urt forfrisket,
