levende. Tilsidst dreier Parret sig om, tæt sammenslynget i ensformige Hvirvler, men med sikkert Fodskifte; og paa dette Punkt har Havstrilens Dands Tarantellens Heftighed og foreerede Takt.
I enkelte Sogne viser Øfolkets Kirkegang og Kirkeskik visse antike Former, der selv i tilgrændsende Egne ere aflagte. Fjelds Kirke paa Sartor, er et lidet hæsligt og skrøbeligt Gudshus. Alt dens Udstyr er plumpt og fattigt, og paa dens ujevne Vægge ere kolossale Billeder af hellige Mænd raat henmalede. Til dette Hus gaaer Veien fra Stranden gjennem et trangt Dalføre, og her ser man Folket henvandre, som paa en Pilgrimsgang, med særegne, dertil dannede „Kirkestave“. Naar denne Menighed er indtraadt i Kirken, falder den ned med Brag paa Gulvet og ligger der nogle Øieblikke i en katholsk, mumlende Tilbedelse; derpaa gjør den Korsets Tegn, og reiser sig for at istemme sine forældede Psalmer. Men inden Almuen gaaer over den hellige Tærskel drives Kirkestavene med de skarpe Jernpigger fast i Kirkens Bordklædning. Ved alle disse udstaaende Spær faaer Huset et Udseende som et uhyre Pindsvin. Man optager uvilkaarligt dette Billede i den hele Betragtning af Havbondens selsomme religiøse Liv. Inden for det viede Hegn ruger en dunkel, overskyet Andagt, og Kirken selv staaer som en mystisk Fetisch i den vilde, tungsindige Dal.
