ham, mange hundrede Tylvter Tømmer foer ham forbi, de mægtige Stokke stævnede idelig mod hans Skjul, og saaledes sad han i den rædsomme Larm, i den altid fornyede Dødsfare, et helt Døgn, indtil man med Touge fik heiset ham op ad Fjeldsiden, der heldede ud over hans farlige Tilflugtssted.
Vi hørte disse Fortællinger paa vor Vei over Klippegrunden, som Flommen om Vaaren skjuler, og det Sommerbillede, vi nu betragtede, blev os derved end mere tiltrækkende. Over det stærkt belyste Vandfald, som Strømleiet nu saa smukt begrændsede, gik de mørkegrønne Skovlinier, og bag dem hævede sig Aasen i Soltaagens gjennemsigtige Slør mod den lysblaa Luft. Paa det nære Bakkeheld under Granerne strakte frodige Buske sig ned mod Klippeblokkene i det tørre Elveleie, hvor store Grupper af Brægner og Gederams og Strøg af nøisomme Stenplanter afbrød Grundens Asphaltfarve. Vi dvælede længe ved dette Syn, og da vor Ledsager, en aldrende Mand fra Hønenfossen, hørte mine Glædesudbrud, bemærkede han, at alle Fremmede beundrede hvad de saae her. „Men“ tilføiede han, „aldrig har vel Nogen været saa forelsket i Hofsfossen, som en ung engelsk Dame, der engang kom hid i Følge med et Par Lorder. Hun steg tilsidst op paa den store Sten henne ved Dæmningen og løste sit grønne Slør og lod Vinden føre det ud over Fossen; saa kyssede hun paa begge sine Hænder og udraaabte
