Olle. I en af Bjergkløfterne havde han lagt Mærke til en Lund af ganske smaa Løvtræer og fundet en frisk Kilde der; tæt ved traf han et Myrhul, hvis Vand var blevet lunket i Solen. Vi leirede os paa denne venlige Plet, drak af Kilden og fyldte der vore Kogekar.
Vi befandt os nu ganske i Nærheden af Bjerghøidens vestlige Afsænkning, og medens vort Maaltid blev tilberedet, gik jeg med mine Reisefæller, efter Veiviserens Angivelse, hen mod det Punkt, hvor vi siden skulde stige ned i Dalgrunden. Vi saae udover en Vildmark, der var temmelig forskjellig fra de Trakter, vi før havde befaret. Den egentlige Skovstrækning viste sig endnu ei her; men den blev ligesom bebudet og forestillet ved Grupper af mægtige Tømmertræer paa de moslagte Volde og Fjeldbanker, som træde frem i Dalens lange Myrstrøg. De fleste af disse Kæmpegraner ragede op blandt omstyrtede Stammer og havde døde, afblegede Toppe; men Myrbunden under dem skinnede med friske Farver, og mellem de gamle Skovrester strakte sig hist og her store, frodige Siv-Agre. Gjennem dette øde og som det syntes, utilgjengelige Feldt, slyngede sig dog enkelte Stier, hvis Retning vi fra denne Høide nogenledes kunde overskue; men mangesteds viste de sig afbrudte, snart ved Sammenhobninger af Sten og Vindfald, snart ved Aabninger i Myren. Mit Blik fulgte uvilkaarligt disse
