hovdes nordvestlige Afsænkning, og i det trange Daldyb derunder, staaer en ældgammel Graneskov, som neppe nogensinde har været rigtig brugt, og hvor der ei skal have været Tømmerøxe siden 1806. Did skulde vi begive os dels tilhest og dels tilfods, og vende tilbage til Sætren, naar vi saaledes havde omgaaet Fjeldet. Min Ven Lieutenanten, hvis Reiseplaner jeg har fundet uovertræffelige, bestemte at vi skulde tage Veien over Høiden af Skillingshovde, spise Middag der, og saa stige ned i Skovlierne. Vi havde imidlertid intet Hastverk, og Sætren var for os alle et tiltrækkende Hvilested. Der var godt Sæde paa dens friske duftende Hø, og alt som Solen steg, udfoldede den vide Udsigt nye Skjønheder i den vexlende Lysvirkning.
Ud paa Formiddagen gjorde vi os færdige til vor Fjeld- og Skovfart. Ridehestene og den ene Kløvhest blev benyttede. Veiviseren, Ole Ask, og et Par andre af vore Folk, fulgte os. Veien gik bestandig opad gjennem et Fjeldskar, der dels er skovbegroet og dels nøgent med trappeformige Afsatser, hvorover Stien slynger sig i mangehaande Bugtninger. Det tog derfor Tid inden vi kom paa Høiden. Deroppe er Grunden tør, lyngbevoxet og ligesom afdelt ved opskydende Bjergleier, der har Helding mod Nord. I de Smaadale, som derved dannes, staae enkelte fororedne Løvtræer, og hist og her et lidet Graneholt. Skillings-
