usigelig deiligt rundt omkring. Blomsterne vare større og skjønnere end andensteds, og det Meste var Lilier. Alm og Abild og Hvidtorn stode ved Stien; der galede Gjøg og der sang Trost, og Hermelinen sad under Linderod. Bjelden lød nu nærved, og Jenten kom ind paa en Eng, hvor der ei var Græs, men bare Vikker. Der hørte hun den fineste Lokkesang, og saae Stjerne smutte ind i Buskene; men paa Engen stod en fed, brandet Ko, som havde en guldbeslaaet Rem med en Sølvklokke om Halsen. Da blev der sunget i Lokningen:
Nu gaaer Stjerne i Huldrehage;
Brandsi’ tør du i Bytte tage.
Jenten skyndte sig bort; men Brandsi’ fulgte hende, og holdt sig siden i Buskaben hendes, og vidste altid at sinde det bedste Fjeldbeite“. „Det var vist et godt Bytte“, sagde Antonette, „for det er et gammelt Ord, at det Slags Fæ er det skjønneste der findes; men havde det været Mærit, var nok Stjerne ei kommet bort; thi hun har stor Magt over sin Flok“. „Hør nu“, tilføiede hun, idet Mærits Sang lød over fra Skoven, saa det gjenklang i Aaserne, „nu er hun nede ved Bækken; der er godt at jete, der er fedt Græs og fine Urter“.
Antonette havde en mild, bøielig Stemme, og en smuk Mundart. Hendes aabne Ansigt kom let i Smil, og naar hun talede, gav det hendes Miner en egen
