Det sidst anførte Replikskifte mellem Sigtrygg og hans
Hustru hører nødvendig sammen med Ord, som de siges
at have skiftet med hinanden senere. Om Kvælden var
Nordboernes Nederlag afgjort. De blev drevne mod Havet,
druknede i store Flokke i Sjøen, og Ligene laa i Dynger i
Hundredvis.
Tordelbach, Murchads Søn, som forfulgte Nordboerne, blev af Strømmen kastet mod en Plankevæg og druknede gjennemboret at en Stage, med en Nordbo under sig, en Nordbo i sin høire og en Nordbo i sin venstre Haand. Da var det Sigtryggs Hustru, som var Brians Datter, sagde: «Det tykkes mig, at Nordboerne nu nar faaet sin Arvelod.» «Hvad mener du, Kvinde?» sagde Olavs Søn. «Nordboerne kommer til Havet, deres naturlige Arv,» svarede hun. «Det er Heden, som driver Fæflokken i Vandet; men den vil snart blive malket.» Olavs Søn blev vred og han slog hende, saa han knuste en Tand i hendes Mund.
Altsaa ogsaa dette er øst af den norske Saga.
Men hvem kan ved de sidst anførte Scener miskjende det inderlige Slægtskab med den islandske Saga? Et Slægtskab, som kræver sin ydre historiske Forklaring. Saa mange Eiendommeligheder, som vi beundrer i den islandske Saga, finder vi ogsaa her fuldt udprægede: den anskuelige Situation; den objektive Opfatning af de optrædende Personer i deres Forhold til hinanden; den rammende Ironi i de knappe Replikker; det realistiske Billede.
I Begyndelsen af foregaaende Kapitel fortælles det, at kampen varede fra Solopgang til Kvæld. Det havde været fuld Flodtid, da Nordboerne om Morgenen drog ut til Kamp, og Tidevandet var igjen paa det høieste, da Kampen om Af-
