selv som Hjemmelsmand. Saaledes ved Holte, Navnet paa Haralds Svoger i Rusland; fremdeles naar der nævnes en Kriger fra Sigtuna, Thi der landede Harald, da han kom tilbage fra Rusland.
Naar jeg holder det for ikke usandsynligt, at Harald selv har havt nogen Del i Braavalla-Kvædets Tilblivelse, saa stemmer dette vel overens med, at Skaldskab var for ham en stadig Kilde til Underholdning. Han udøvede selv Kunsten og opfordrede jævnlig Andre til at digte; han gav Skaldene Æmner at behandle, ogsaa af de mytiske og heroiske Sagn.
Jeg tænker mig dog ikke Kongen som Digtets egentlige eller eneste Forfatter. Hvis han det havde været, vilde den islandske Saga-Tradition sandsynlig have bevaret en Efterretning derom.
Jeg har allerede udtalt den Formodning, at Digtningen om at Harald Hildetand i den store Folkekamp hentes hjem af Odin tilligemed Brian-Slagets Gjenspeiling i Folkekampen tilhører en vesterlandsk norsk Digter, hvis Arbeide har været ældre end det Braavalla-Kvæde, som Saxo og Forfatteren af Saga-Brudstykket har kjendt. Paa Haardraades Englandstog blev Digtningen omarbeidet. Da blev Kjæmperækken udvidet efter Svolderrækkens Forbillede ved Tilføielse af en Mængde Navne; da blev flere Enkeltkampe i Slaget tildigtede, og Kvædet blev lagt i Starkads Mund.
Til en saadan Omdigtning tænker jeg mig, at Kong Harald Haardraade kan have givet Anvisning, idet han fra sine Reiser har nævnt mange Navne, som kunde komme til Anvendelse i Digtet; men Udførelsen har han overladt til en anden Digter.
