Slaget ved Stanford-Bro blev i Virkeligheden et
Braavalla-Slag, som for Norge afsluttede den heroiske Oldtid.
Harald Haardraade, hvis Liv fra Ungdommen af havde
været viet Kampguden, blev selv den Harald Hildetand,
hvem Odin hentede hjem til Einherjernes Flok i Valhal.
Harald Haardraades Englandstog var den norske Vikingetids
sidste store Bølgeslag. Magnus Barfods Vesterhavstog
er som dets Efterdønning; Haakon Haakonssøns Tog er
ikke et Udslag af den hedenske Vikingeaand.
Naar vi nu anskueliggjør os de Forhold, under hvilke Braavalla-Kvædet, efter min Opfatning, er digtet, nemlig i Harald Haardraades Hird paa Kongens Skib under Flaadens Seilads langs Skotlands Østkyst lige før Slaget ved Stanford-Bro, saa forstaar vi først ret, hvorledes Kvædet maatte virke og opfattes ved dets første Fremkomst.
Kvædet fortæller om de talløse Krigere fra mange Lande, som stævner frem til den store Folkekamp, hvori den danske Konge skal falde og hvori norske Krigere skal afgjøre Slaget til Seier for de Svenskes Konge Sigurd Ring. Denne har Tusinder at Skibe. Gotlændingerne havde, fortæller Saxo, faaet Tid og Sted berammet, hvor de skulde møde Svenskerne. «Da saa man,» heder det, «vidt og bredt Snækker pløie Havet; de spændte Seil hindrede Øiet fra at se vidt omkring.»
Her maa vi tænke os, at tilsvarende Ord i Kvædet har lydt for den norske Konges Hirdmænd, da han stævner til en Folkekamp mod den engelske Konge, der om sig har Hirdmænd fra forskjellige Lande og navnlig af den danske Tunge. Fyrster og Krigere fra de skotske Øer og Irland havde nylig stødt til Harald Haardraade paa det bestemte
