griben i Begivenhederne, Haralds unaturlig lange Levetid paa over halvandet hundrede Aar, og den uhyre Størrelse af de kjæmpende Hære. Men Fortællingens Grundlag holdt man for historisk. Slaget blev af nogle opfattet som Udslag af Kamp mellem forskjellige Nationaliteter, saa at den ene Hær skulde repræsentere senere innvandrende Stammer. Braavalla-Slaget blev gjort til en Kamp, der afsluttede en gammel og indledede en ny Tidsalder i Norden. Andre, som ikke vovede saa stærkt at fremhæve Fortællingens historiske Sandhed, mente dog, at vi her havde bevaret fra hedensk Tid en Digtning om en vigtig historisk Begivenhed.
Og det for Braavalla-Slaget formentlig betryggede Aarstal brugte man igjen som kronologisk Udgangspunkt til en Tidsbestemmelse af Hovedfænomener i vor gamle Litteraturhistorie, saaledes til Tidsbestemmelse af Eddadigtene.
Allerede før Midten af 19de Aarhundred fremhævede dog Sveriges store ædle Historiker Geijer, at Fortællingen maatte oppfattes mere som poetisk end som historisk. Og Oldforskere fik allerede dengang Øie paa flere Kjendsgjærninger, som maatte rokke Troen paa Braavalla-Slagets historiske Karakter.
Det kunde vekke Tvivl, at der blandt Sigurd Rings Kjæmper i Slaget nævnes Hadd den haarde og Roald Taa fra Telemarken, hvis Navne bestemt ligner Navnene paa to af Harald Haarfagres Modstandere i Hafsfjord-Slaget i eller ved Aaret 827, nemlig Brødrene Hadd den haarde og Roald Rygg fra Telemarken.
