det sydende Vand. I det andet boblede og kogte det. Først i det tredje blev Våndet lunkent.
Den anden store irske Sagnkreds er kjendt under Ossians Navn. I Aaret 1760 udgav Skotlænderen James Macpherson Ossians Digte, som vakte en Storm af Begeistring i Europa. I disse Digte troede man at høre de Naturtoner, efter hvilke Gemytterne, som var gjennemtrængte af Rousseaus Ideer, tørstede. Goethe lod den unge Werther skrive: «Ossian har i mit Hjærte fortrængt Homer.»
Snart vaktes en bitter Pennefeide mellem Skotter paa den ene Side, Englændere og Irer paa den anden. Macpherson paastod, at de af ham udgivne Digte var fra 3dje Aarhundred efter Kristus, da Ossian skulde have levet. Men Macphersons Modstandere kaldte ham en Bedrager og sagde, at han selv havde fabrikeret disse Digte. Denne Strid er nu stilnet. Det er sikkert, at Macpherson i den skotske Tradition har forefundet Fortællinger og Digte, som knyttede sig til Navnene Fingal og Ossian. Disse kar han selv omdigtet og forbundet ved egne Tildigtninger. Denne Sagnkreds er i sin Oprindelse ikke skotsk; den er sent i Middelalderen overført fra Irland til Skotland. Sagnets oprindelige Hovedhelt er Fingal, rettere kaldt Finn Cumals Søn. Finns Søn er Ossian eller rettere Ossin, i hvis Mund der er lagt Digte, som berette om hans Skjæbne. Ossins Søn er Oskar.
I den irske Digtning fra 15de Aarhundred fremstilles Finn som øverste Feltherre over et staaende Krigerkorps
