og 14de Aarhundred, kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det som ungdommeligere, friskere og belivet af den nyere Kulturbevægelses Aande faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Kulturperiode og stod ligeoverfor det som udlevede Oldinge mod en Yngling eller som en uddøende Vegetation mod en fremskridende». «At Sprogindvirkningen fra Danmark paa Grund af de politiske Forhold blev noget stærkere end den ellers vilde have været, og at derfor den Sprogforandring, som under alle Omstændigheder vilde være uundgaaelig, saa sandt som Sverige og Norge ikke vilde have stillet sig udenfor hele den nyere Kulturbevægelse, blev noget fremskyndet, er i sig selv,» siger Munch nu, «med al den Kjærlighed og Ærbødighed, vi maa have for Fædrenes ærværdige Sprog og herlige Litteratur, saalangt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemlige, fordi det saa meget snarere bragte os ud af en forældet, hensygnende Kulturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere.»
Ogsaa denne P. A. Munchs nyere Opfatning og Udtalelse turde have sin Ensidighed og sine Overdrivelser. For ikke at nævne andet, tager han her ikke Hensyn til, at det danske Sprogs Ordforraad og Udtryksmaade var præget af Naturomgivelser og Livsforhold, som var væsentlig forskjellige fra de for en stor Del af det norske Folk bestemmende, saa at det danske Sprog først efter talrige Forandringer og kun gjennem mangesidig norsk Indflydelse kunde komme til fuldt ud at egne sig for os. Ligesaa lidet tager Munch her Hensyn til, at Sprogkløften mellem de forskjellige Lag af det norske Folk baade af de anførte Grunde og paa Grund af de afvigende Lydforhold flere Steder blev
