Rom, fik han friere Adgang til de pavelige Arkiver end nogen Protestant før ham, og Overbestyreren Pater Theiner, som selv var en lærd Historiker, fandt i Munch en kundskabsrig Medhjælper. Paa grund af alt dette er Munchs Minde inderlig knyttet til Historiens Stad, til Rom.
Det er Videnskabsmændenes store Opgave at sprænge de nationale Skranker, at forbinde Folkene og bidrage til, at Freden i en sen Fremtid, om Gud vil, kan blive tryg mellem Folkene.
Men Videnskabsmændene har tillige sin Pligt, sin Glæde og sin Løn i efter Evne at fremme Udviklingen hos det Folk, de ved Æt og Fødsel tilhører, i at sprede Lys hos sit eget Folk. Og om ingen gjælder dette mere end om den nationale Histories Forskere. Derfor skal P. A. Munchs Navn først og fremst mindes i Norge. Han skal mindes hos os, fordi han i norsk historisk Videnskab og i alle dens Hjælpevidenskaber har været en Forsker, mere omfattende, med vældigere Kraft arbeidende i en jærnfast Hukommelses Rustning, udstyret med rigere Kombinationsevne end nogen anden. Han har i norsk Fortidshistorie været allesteds nærværende, overalt ryddende, samlende, fremad drivende. Næsten paa alle Punkter er og bliver han den nødvendige Forudsætning for andre, som i vor Historie med kontemplativ filosofisk Ro grunder over Begivenhedernes Aarsager og Følger. Han er og bliver den nødvendige Forudsætning for andre, som i kunstnerisk Form fremstiller de store Hoveddrag i vort Folks og vort Sprogs historiske Udvikling.
Munch har selv fremdraget, udgivet og med værdifulde Oplysninger ledsaget en lang Række af Kildeskrifter til
