Løb. Og end i Dag er Rom Mødestedet for Historikere fra alle Lande.
I Tanken vandrede jeg ud under Cestius’s Pyramide til den protestantiske Kirkegaard, som for mange Folkeslag gjemmer vemodige Minder. Min Fod stansede ved en Grav, som grønnes over en Nordmands Støv. Han bar navnet Peter Andreas Munch. Dette Navn har jeg ikke hørt nævnt ved vort Videnskabsselskabs Halvhundredaars Mindefest.
Som jeg i Tanken stod ved Graven fandt jeg en inderlig Harmoni deri, at Munch hviler i Romas Jord. Thi han var efter sin Sjælseiendommelighed, som Bjørnson i sit skjønne Mindedigt ypperlig har karakteriseret ham, i Sandhed en Sydens Søn, et Sollandets Barn. Den Gransker, som i de lange Nattetimer nedskrev det, hans Aand saa af henfarne Tiders Liv bag Pergamentets halvt udslettede Tegn, den Lærde som ved fuld Dag med løftet Hoved og med selvbevidst Blik fuld af Liv drøftede de vanskeligste historiske Spørgsmaal med Europas første Videnskabsmænd, han var det samme Menneske som den Mand, der var sine unge Døtres Legekammerat, barnlig og barnagtig. Uskyldig i sin Glæde, naar han i Sang gjengav en yndig Melodi, han engang havde hørt udenfor sit Vindu i Rom. Fuld af Spilopper og Skøierstreger, mens han bagte sig i Solvarmen. I Fryd over at ramme under Konfettikastningen i Rom en ung Dame paa Balkonen ligeoverfor hans Bolig. Han følte sig dragen paa én Gang af den moderne Loreleis lokkende Toner og af Homers høie enkle Ord, han som til Læsning paa Reiser havde med sig paa én Gang Heines Buch der Lieder og Odysseen.
