Sværdet aldrig hvile. I det praktiske Liv, i Handelsomsætning og økonomisk Samfærsel med andre Nationer stod Folket langt tilbage.
Skjønt de irske Eneboere dristig vovede sig ud paa det vilde Ocean, havde Irerne kun primitive Farkoster, og optagne af Partikampe fik de ingen Flaade til sit Lands Forsvar bygget. Vikingernes Skibe seilede derfor uhindrede gjennem de brede, seilbare Elve dybt ind i Landet, saa der snart i hele Irland ikke fandtes en Sjø, en Dal, et Fjeld, hvortil Nordboerne ikke var komne.
Nationalfølelse, forstaaet som en praktisk virksom Sympathi med alle irsktalende Folk, var Irerne et fremmed Begreb. Dette traadte klart i Dagen, efterat Nordboerne havde fæstet Fod i Irland. Da forbandt snart en, snart en anden af de irske Smaakonger sig med de Fremmede for at bekjæmpe sine Landsmænd.
Vi faar da en klar Forestilling om, hvor lidet den kristelige Dannelse kan have gjennemtrængt det irske Folk. Thi fra denne periode har vi forfærdelige skildringer af, hvorledes paa mange Steder blandt Irerne alle Baand sprænges. En utrolig Raahed, Grusomhed og Sanselighed griber om sig.
Irland havde Iænge før Vikingetiden en rig Digtning og en skreven Litteratur. Denne var samlet i Klostrene.
Da Nordboerne kom, plyndrede de første og fremst Kirker og geistlige Stiftelser. Bøgerne blev brændte eller Kastede i Vandet. I alle Dele af Øen skjænde og brændte
