26de September.
En Samtale mellem Moer Koren og mig, hvorvidt man bør skye selskabelig Omgang med Mennesker af tvetydig eller erkjendt slet Moralitet. Hun paastod, hun i Assessor Mathiesens eller Professor Pihls[1] Huus aldrig kunde finde nogen Glæde; min Mening derimod var, at naar Verten er en gjæstfri og behagelig Mand, naar man hos ham finder godt Selskab og, hvad man ellers i saadant et Gilde kan ønske sig, saa har man alt, hvad man med Billighed kan forlange, og hans øvrige Liv og Characteer er en uvedkommende Sag, som man tager i Betragtning naar man vil indlade sig i nøiere Forbindelse med ham, men som ved et Spise- og Spillebord hverken gjør fra eller til. Foruden denne Grundsætning, som jeg i mit hele Liv, uden Skade for min Moralitet, har fulgt, endnu følger og fremdeles agter at følge, bliver det endnu et stort Spørgsmaal: „Hvo er et slet, hvo er et godt Menneske?“ og det kan ikke altid jeg besvare og (jeg tør give min Menneskekundskab den Compliment) Moer Koren endnu mindre. Ogsaa en M. og P. har vel deres gode Sider og noget, der undskylder de modsatte – og hvo tør paastaae, at der ei blandt vore nøieste Omgangsvenner er en og anden, om hvilken kunde,siges efter Visens Ord, at der
„vilde smukke Ting opdages,
kunde man i deres Hjerter see.
Nei, min gode Moer Koren! leve med Alle, men leve i Fortrolighed med Faa, i ligegyldige Ting oversee, hvad Manden ellers er, naar han kun der er, hvad han bør være, men iøvrigt ikke tage Deel i de Ugudeliges Raad og ikke gaae paa „Synderes Vei“, det er nok den sande Leveviisdom, som
- ↑ Ole Pihl, der ved en feilagtig Expedition var bleven titulær Professor, var en fhv. Præst i Christiania, der var gaaet over i Handelsstanden (Forf. Lex.).
