Confirmander efter hans „Forelæsninger havde sammenskrevet, og som han vilde bruge ved de Landske Skolelæreres Dannelse; men han yttrede ingen Misnøie med mig, sagde blot engang i Forbigaaende, at det alene var Mangel paa Localkundskab, der kunde bevæge hans Censorer til at fælde en saa streng Dom. Iøvrigt var han den samme interessante, godmodige Mand, som jeg sidst erkjendte ham for, og det undrede mig ret, at en Mand med saamegen bon sens og rigtig Følelse kan skrive saadanne Ting og anse dem for gode.
3die April.
„Jeg gik ud af mit Paulun
og saa et bedrøveligt Sjun“.
Det sneede meget stærkt. Jeg tænkte først at blive over paa Vang Præstegaard, men Tanken om min ventende Moder drev mig fremad. – Overmaade skikkelige Folk havde vi[1] paa Fjeldtouren, men Veiret blev alt mere og mere afskyeligt. Det blev tilsidst saa mørkt, at man ikke kunde se ti Skridt foran sig; det begyndte tillige at blæse og fyge, og da vi havde naaet Nyestuen, den første Fjeldstue, takkede vi Gud for Tag over Hovedet og bleve der. Det er et taaleligt Bondevertshus, hvor der, som overalt, var god Caffe at faa, og dette var en stor Trøst og Erstatning for de øvrige Savn. Ellers kededes jeg naturligvis som overalt paa de Gjæstgiversteder, hvor jeg kom tidlig om Eftermiddagen og bliver Natten over. Her i Nyestuen fandt jeg imidlertid en Ting, hvormed jeg haaber at more mine Læsere, skjøndt det kun for et Øieblik morede mig selv. De kjender dog alle af Renommée den famøse Præst Esmarch,[2] som troer, at Aanderne drive
