Pintsedag ikke vare tændte; det var, syntes mig, ogsaa at drive Oekonomien og Skjødesløsheden vel vidt. – Det første Rein kommer paa Prædikestolen, imponerer han; det er, som en Stemme lyder fra Gravene; den vækker i første Øieblik til høitidelig Andagt, som dog siden kølnes, naar denne Tone eensformig og uforandret er hørt en halv Time. Det var et besynderligt Æmne, han havde valgt til en Pintseprædiken: „Vi bør vandre saaledes med hverandre som de, der engang skulle skilles ad.“ Sandt og skjønt udviklede han dette, men paa det christelige Samfunds Stiftelsesdag kunde man have ønsket, han havde gjorte hvad en enfoldig Kræmmer i Kjøbenhavn roste mig for i mine Studenterdage: „Det er saa smukt med Pavels; han præker altid om Religionen.“
18de Mai.
Den aldeles uventede Fornøielse, at høre Biskop Brun prædike, nød jeg idag, da han lod sig høre i Korskirken for en utællelig Folkemængde. Det er virkelig en Hjertens Glæde at høre den Mand, i hvor lidet man end kan bifalde alt, hvad han siger. Intimationen til Sangen hentede han saare vidt fra Caleb og hans Speidere i Canaans Land, og de Vindruer, han medbragte. Men Anvendelsen var saare deilig; man henreves saa ganske, at det var fast umuligt ikke at synge med Andagt – naar kun Verset ikke var blevet gjentaget. Prædikenen selv overraskede mig virkelig i Bruns Mund. Jeg troede ham ikke istand til, allermindst paa en Pintsedag, at holde en heelt igjennem moralsk Prædiken, Uden Indblanding af noget Dogme, og det gjorde han dog. „En god Samvittigheds Kjendetegn“ var hans Thema. Hist og her faldt maaskee Behandlingen vel tør, ogsaa ere hans udvortes Gaver ikke saa aldeles heldige, naar han skal docere, som naar han vil røre eller ryste, men da er han uforlignelig. En Fremmed, som ikke forstod et dansk Ord,
