veit, s. vita. Veit, n. see Veitr.
Veita, f. 1) en Rende, en Grøft til Afledning af Vand, f. Ex. i en Ager, i et Gaardsrum eller paa Siderne af en Vei. Meget brugl. vest- og nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og fl. I Sogn hedder det Veit. (G. N. veita). I Tell. siges derimod: Vreite, ved Mandal Reite. — 2) en Fure, en langstrakt Fordybning, f. Ex. i Træ eller Steen. B. Stift. (Jf. Meit, Gꜳra, Sloka). I Sdm. især om de lange Fordybninger i Havsbunden imellem Fiskegrundene. — 3) et Stræde, Smug, en smal Gade i en By. Mest brugl. i Trondhjem.
veita, v. a. (e—te), aflede, bortlede Vand ved Render eller Grøfter. veite Vatn’e utor Gar’a: aflede Vandet fra Gaardsrummet. G. N. veita. I Tell. vreite.
veita (veite), v. n. (e—te), hælde til en Side, gaae skraat ned, om Marker; ogsaa vende til en vis Side. Ørk. Dæ veite jamt ne: det hælder jævnt nedad. Den Sia som veite hit: den Side som vender hid. Lignende Betydning har G. N. vita, præs. veit. Sv. vetta.
Veitefyll, f. Steen til Fyldning af Grøfterne i en Ager.
Veitr (Veit’er), n. Ko-Luus, et Slags meget smaa Insekter, som opholde sig i Haarene paa Hornkvæget. (N. Berg. Helg.). Hedder ogsaa Veit. (Sogn, Tell.).
Veitsla, f. et Gjæstebud. Brugeligt i B. Stift og fl. men udtales deels Veitla (Hard. Nhl.), deels Vetle el. Veltle (N. Berg.). G. N. veitsla (veizla). Stamordet (G. N. veita, give, beværte) synes at være tabt.
Veitt, n. Fluernes Æg, Fluespy (paa Kjød eller Fisk). B. Stift. I Sogn hedder det ogsaa Vitt (ii).
Veiv, f. Hank, Skaft hvorved man svinger eller dreier noget; f. Ex. en Slibesteen. N. Berg. og Tr. Stift. Ellers kaldet Sveiv. (Sv. vef). Ogsaa en bevægelig Stang, hvorpaa Lamper hænges. (Koleveiv).
veiva, v. n. svinge, vifte, vimse omkring med noget som er stort eller langt. Ogsaa veifta. N. Berg.
vek (el. vekk), bort, borte; see veg. Hertil vekhavd, vekkasta o. s. v.
Veka, s. Vika.
vekk (aab. e), adj. ringe, daarlig, uduelig. Han æ ’kje vekk’e: han er ingen Stakkel. Meget brugl. i B. Stift.
vekke, blive opskræmt; s. kvekka.
vekkja, v. a. 1. (e—te; eller: vekkje, vakte), vække, opvække af Søvnen; ogsaa figurlig: yppe, volde, foraarsage. G. N. vekja (af vaka). Imperf. hedder deels vekte, deels vakte el. vakkte (forskjelligt fra Imperf. af vaka). G. N. vakti. Ligesaa Supinum vekt og vakt. Particip vekt’e og vakt’e (vakkt). — Heraf Vekkjing, f. Opvækkelse. (I figurlig Betydning siges Vekkjelse, n.). Vekkjar, m. en Vækker. Vekkjar-ur n. Vækkeruhr.
vekkja, v. a. 2. (e—te), vække, hugge Aabning i Isen, udhugge et Løb for Baade og Fartøier. (Af Vok). Brugl. søndenfjelds, mest i Søbygderne, i Formen vekke. (Sv. väcka). Jf. Isvekkje.
vekkjast, v. n. (Imp. vektest), opkomme, begynde at yttre sig. Dæ vekkjest upp: det begynder, kommer i Gang.
veksa, v. n. (veks; vaks; vokse), at voxe. Inf. ogsaa vaksa, dog sjelden. (G. N. vaxa). Imperf. hedder kun tildeels vaks; ellers voks. Supinum paa nogle Steder vakse; ogsaa vukse (Gbr.). Particip mest alm. vaksen. — Betyder som almindeligt: 1) blive større, tiltage i Størrelse. 2) formeres, tiltage i Mængde. 3) groe, spire, komme frem, trives; f. Ex. paa en vis Jordbund. — vekse pꜳ: tiltage med Væxten eller Alderen; f. Ex. om en Legemsfeil. Modsat: vekse ta (veks av): aftage med Alderen. veks’ upp: opvoxe. vekse til: forøges, formere sig. vekse utor Klæ’om: voxe fra sine Klæder. vekse seg ven (el. vakker): voxe til sin Fordeel, blive vakkrere ved at voxe. Modsat: vekse seg stygg.
veksande, adj. voxende, tiltagende. Hedder ellers vaksande, ogsaa paa nogle Steder hvor Verbet hedder vekse. Saaledes i Sdm. „i vaksande Mꜳne“ (eller blot: i vaksande): i tiltagende Maane. Modsat minkande.
Veksing, f. Opvoxen; Voxetid. Jf. Vokstr og Vaks.
veksla, v. a. vexle, ombytte Penge. Hedder ogsaa versla.
Veksne, s. Vꜳngse.
Vekstr, s. Vokstr. Vekvæ, s. Vedkvæde.
vel (vælger), s. velja.
vela (ee), v. a. sætte i Stand, pynte, rette paa; s. vøla.
Velde, n. 1. 1) Vælde, Magt, Raadighed. (= Vald). G. N. veldi. — 2) Leilighed til at bruge sine Kræfter. „ta Velde frꜳ ein“: berøve En Leiligheden til at udrette noget, f. Ex. ved at holde ham over Hænderne. Ørk. Dæm tok Velde frꜳ ’an: de greb ham saaledes, at han ikke kunde værge sig.
