Side:Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rerne Befaling til at indrede Kommunshuset til hans Residens, at skaffe ham de tabte Indtægter og Gaarde tilbage, at bringe Præbenderne tilbage paa geistlige Hænder o. s. v. Disse Befalinger, som ogsaa i det væsentlige blev satte i Værk, er egentlig den første ordentlige Foranstaltning fra Kongemagtens Side for at bringe de geistlige Forhold i Stiftet paafode.

Det er en Selvfølge, at hvad der var opbygget eller grundlagt under den første Biskop, var enten stanset i sin Væxt eller faldt ned igjen under de senere Opløsningens Aar, og Efterretninger fra disse Aar viser ogsaa, hvormeget der stod tilbage at gjøre. Mag. Jørgen fandt vistnok ved sin Tiltræden, at Presterne „ikke lærte anderledes, end den hellige Skrift formelder og kgl. Majestæts Ordinans udviser, ei heller anderledes skikke sig udi Ceremonier, end dem udi Ordinansen befales“, men man ser dog samtidig ikke alene, at Almuen fremdeles holdt fast ved megen katholsk Lære, men ogsaa at Presterne maatte finde sig i at tage Del i katholske Kirkeskikke. Saaledes brugtes fremdeles „Lystænden“ ved Daab og Barselkvinders Kirkegang, Almuen gik kun til Alters paa Paaskedag og havde da indtil 6-aarsgamle Børn med; den holdt fremdeles paa, at Fadderskab skabte aandeligt Frændskab; den feirede fremdeles „Kjørmøss“ (Aarsdag for Kirkeindvielse) og afholdt sig fra Arbeide paa Helgendage, som var forbudne i Ordinansen, ja man overtalte Presterne til at holde Gudstjeneste og Kirkemesse, ialfald at deltage i det dermed følgende Gjæstebud; og naar Barselkvinder indlededes i Kirken, hændte det fremdeles, at de „ikke strax vilde søge sine egne Stole, men holde sig den Dag for et afgudisk Alter“[1]. I de øvre Dalfører, navnlig i Raabyggelaget, holdt Almuen fremdeles fast ved den gamle Religion eller var næsten falden tilbage til en hedensk Vildskab. Valle Prestegjeld havde saaledes i 3 Aar været ganske uden Prest, da ingen vovede at gaa did, og for at saa en Prest maatte Almuen indgaa en særegen Forpligtelse. I Omlid havde Bønderne endnu værre Lov: „en Prest dræbte de, den anden hugges og droges de med,

  1. ɔ: Alter for den hellige Jomfru eller en Helgen. N. Tidsskr. for Theol. II 247 ff.