sin Overgang til Reformationen i mange Aar været Lagmand paa Agdesiden og som saadan endog været sendt til Island (1553), har paa sine gamle Dage — han døde 1575 — veiledet den unge videbegjærlige Provst, har overladt han sin udmærkede Lovcodex[1] til Afskrivning og hyppigt fortalt ham om Throndhjem (specielt Domkirken), om Nordland (spec. om Næringsveie og Naturprodukter) og vel ogsaa om Island. Men de Impulser, Hr. Peder her har faaet, har han selv forstaaet at udnytte. Han maa tidligt have skaffet sig Adgang til offentlige eller private Haandskriftsamlinger (rimeligvis i Stavanger og Bergen) og derfra faaet udlaant til Studium eller Afskrift dels historiske, dels Lov-Haandskrifter fra 13de og 14de Aarhundrede. Han har saaledes af den ældre Litteratur benyttet 1) Bergsbogen (nu i Stockholm, Isl. Membran 1 fol. fra c. 1400, Afskrift af de større Sagaer om Olav Trygvessøn og Olav den hellige[2]; 2) et tabt Haandskrift af Snorres Kongesagaer (det samme, som Laurents Hanssøn benyttede, og som har havt Snorre Sturlassøns Navn over Fortalen, men forøvrigt beslægtet med Jöfraskinna[3]); 3) et tabt Haandskrift af Sagaerne om Haakon Sverressøn, Guthorm, Inge Baardssøn og Haakon Haakonssøn (det manglede allerede de sidste Blade og stansede derfor midt i Skotlandstoget); 4) et Haandskrift af Noregs konungatal (= Fagrskinna B), det samme, hvorfra c. 1600 i Bergen excerperedes de Søndmørske Stamtavler, og hvoraf senere et Brudstykke er fundet i Rigsarkivet om et Bergensk Fogedregnskab fra 1627; 6) et tabt Haandskrift af de islandske Annaler, beslægtet med Annales regii, men fortsat til c. 1350, og 7) et tabt Haandskrift af Kongespeilet. Og af Lovhaandskrifter har han benyttet omtrent ligesaa mange: 1) den føromtalte Jon Simonssøns Bog; 2) en, som han kalder „Erlend Fraks Bog“ efter en Bergensk Lagmand af det Navn († c.
