thi 15de Juni 1580 skriver Mag. Jørgen paa en Visitatsreise fra Holt til Erik Munk bl. a., at „Almuen over alt Stiftet velvillig og gjerne udgiver den lille Behjelpning til fattige Skolens Personer uden her i Eders Len“. Biskopen prøver derfor, skjønt forgjæves, at vække hans Iver ved at antyde at Mogens Baardssøn, som vi andenstedsfra ved ikke var Eriks Ben, her spiller Mester over ham, idet han fortsætter: „hvilket jeg hører baade Lagmanden og flere saadanne Herrer skal meget være Ophav til; men efterdi Lagmanden med nogle andre hans Tilhængere har ingen Befaling over dette Len, har kgl. Majestæt ikke heller fornødent anseet at skrive ham til, men Eder tilbetroet at udrette kgl. Majestæts Vilje“[1]. Det hjalp ikke, at Biskopen klagede til Statholderen, Ludvig Munk, eller at denne (10de Oktbr. s. A.) skrev en Advarsel til Erik Munk[2]; heller ikke at Mag. Jørgen ved Oversendelsen af en Kapitelsdom, som dømte efter Eriks Ønske, benyttede (26de Febr. 1581) Leiligheden til at bede ham om at mente noget paa de arme Skolebørn“[3]. Erik Munks Optræden kan her ikke blot tilskrives Mangel paa god Vilje, thi selv efter at han var afsat (1585), synes det at have varet flere Aar, førend Sagen blev forsøgt paa ny. Først 1589 fik hans Eftermand, Hans Pederssøn til Sem, Paalæg af de regjerende Herrer om at faa Degnespandet vedtaget over Nedenes Len[4], og dette Paalæg blev af Statholderen Axel Gyldenstjerne foreholdt Almuen, da han Sommeren 1590 var tilstede paa Nedenes Lagthing, „men de agtede det ringe“[5]. Det er Hr. Peders Fortjeneste at have bragt denne Sag i endelig Orden, thi Sommeren 1592 drog han, efter Biskopens Befaling og med Lensherrens Brev til Almuen, om til hvert eneste Sogn i Nedenes Len og forhandlede personlig med Bønderne; efter hvad han selv siger, virkede hans Overtalelse derhen, at Bønderne lod sine Ejendomme registrere og lovede at udgive Degnespandet, hvilket de ogsaa siden gjorde.[6]
