Side:Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at være Referent for alle Ægteskabssager fra Listerlen. Stavanger var dengang endnu en temmelig liden By, paa neppe mere end faa hundrede Indbyggere, og dens selvstændige Søhandel med Udlandet i Konkurrense med Bergen var ikke mere end i sin Begyndelse; men da her hyppigt holdtes Kapitelsmøder, Stiftssynoder, Lagthing og Herredage, samledes her flere Gange om Aaret Stiftets og tildels Landets mest anseede og dannede Mænd, saa at Byen ved disse Anledninger blev et Kulturcentrum, som nok kunde virke befrugtende paa en saa aandslivlig Mand som Listerprovsten.

Tiendesagen. Som Medlem af Kapitlet kom Hr. Peder til at deltage i Mag. Jørgens Reorganisationsarbeide; imidlertid kjende vi kun hans Deltagelse i Tiendesagen, som vi derfor vil fremstille efter alle bevarede Aktstykker. Som Svar paa Presternes Klage angaaende Tiendeydelsen havde Regjeringen (18de Juli 1573) givet nøiagtige Bestemmelser om Tienden i Stavanger Stift og specielt slaaet fast, at Bondeluten ikke længer skulde forblive hos Bønderne, men skulde afkræves af Herredsprovsterne og ydes „efter klare Register og godt Regnskab“ i Stavanger, hvor Biskopen med de 4 fornemste Kanniker skulde forestaa Fordelingen mellem Skoledegnene og Hospitalet[1]. Men denne Forordning vakte en almindelig Uvilje, og da det desuden viste sig at være et umuligt Arbeide for Provsterne at overkomme, forandredes det efter en ny Klage fra Biskop og Kapitel derhen, at disse skulde ansætte „en god tro Mand i hvert Prestegjeld og Annex“ til at indkræve Bondeluten, og samtidig fik alle Fogder og Embedsmænd i Stiftet Befaling til at støtte Geistligheden[2]. Men da denne Forordning skulde sættes i Kraft, strandede den atter paa Bøndernes Uvilje; paa Visitatsen i Stavanger Len samme Sommer ikke blot negtede Bønderne at udgive denne nye Tiende, men truede og undsagde Biskopen, fordi han havde fordret den. Paa Biskopens Klage til Kongen[3] fik Statholderen, Paul Huitfeldt, Paalæg om at tilholde Almuen at rette sig efter Kongens Forordning, og han gjorde dette i et

  1. N. Rigsreg. II 63.
  2. N. Rigsreg. II 114 f.
  3. N. Rigsreg. II 131 ff.