dene ganske anderledes i enkelte af de Bygdelag af Landet, som ligge saaledes til indenfor Høifjeldene, at Væden for største Delen ikke naar dem. Solen skinner der næsten den hele Sommer paa en klar og mere skyfri Himmel, og i disse Fjelddale er det saa varmt som i et Drivhuus. I saadanne Egne har Landmanden en stærk Tilskyndelse til at dyrke Korn, thi det modnes i en næsten utrolig kort Tid, og ved sin sunde Sands og sit Næringsvid har Fjeldfolket ogsaa vidst at drage Nytte og Vinding af dette, ved at lægge sig saaledes paa Kornavlen, at et enkelt Præstegjæld jevnlig sælger flere Tusinde Tønder Korn til Nabobygderne. Denne Avling understøttes fornemmelig ved Vandinger. Ofte ledes Vandet flere Mile oppe fra Fjeldene ned til Agre og Enge; thi Nedburd er det som mangler her. Medens Regn og Væde er bleven til et Ordtøke paa Vestkanten af Fjeldet, er Solskinnet blevet detsamme i disse Bygder østenfor; thi i enkelte Strøg af Gudbrandsdalen siger Folket med Kryhed: „Naar Vorherre giver Solskin, skal vi selv holde os med Væde.“ Under saadanne Omstændigheder viser Folket sig altsaa villigt nok til at lyde Naturens Vink om at dyrke Kornet, selv naar det koster saa megen Udgift, Stræv og Arbeide, som der udkræves til at anlægge, vedligeholde og bruge disse Vandledninger, om hvilke en fremmed Reisende nylig har sagt, at de ere ligesaa kunstige og møisomt anlagte som de, der findes i et af Europas mest frugtbare Lande, i Lombardiet. Men Folket synes at være ligesaa uvilligt til at lyde de endnu tydeligere Advarsler Naturen paa de fleste Steder giver om at lade Kornavlen fare, selv hvor den ligefrem ikke kan drives uden Tab. Det er vistnok saa, at Familien vanskelig kan underholde sig alene ved Fædrift, og at det er godt at have lidt Korn til Hjælp; men naar nu Kornet, som mangesteds er Tilfældet, kun bliver modent hvert tredie eller fjerde Aar, da er det urimeligt og dumt at spilde Tid og Stræv for at faa Korn frem paa en Jord, der med langt større Vinding kan bruges til anden Avling. Det heder vistnok med nogen Sandhed, at Erfaring viser, at en Familie kun vanskeligt kan opholde sig ved Fædrift alene, hvor vigtig og lønnende denne end er, uden ved Siden af noget om end ringe Agerbrug. Under de nuværende Tilstande synes dette dog ikke ganske at gjælde, og hvis der, som man maa haabe kommer en Tid, da forbedrede Veie og en fuldkomnere Handelstilstand gjør det lettere overalt at faae Korn til rimeligere Priser, da vil det paa mangfoldige Steder være langt mere lønnende at lade al Kornavl fare, og kjøbe Korn for hvad Fæavlen kaster af sig; men dette har den store Fordom imod sig hos Folket, at det anseer det som en af de 7 Landeplager at maatte give kontante Skillinger ud for Grøde. Men at dyrke andre Væxter, end de man har nogenlunde Sikkerhed for ere aarvisse, vil dog almindelig være lidet lønnende under et strengt Veirlag. Det kan vel undertiden gaae an at fremtvinge Væxter, der ere mindre passende baade for Veirlag og Jordbund, men dette kræver dog
