hvad vor Oplysning, vor Arbejdsevne, vor Formue, og det, som disse tilsammen har grundlagt, ubønhørlig kræver; opfyldes ikke det, saa kan man faa føle, at disse Rettigheder er suveræne, d. v. s. at et Folks Behov har den sidste afgjørende Stemme.
Men det er ikke min Agt at holde mig til »Rettighederne«, de gamle eller de ny. Jeg indskrænker mig til at lægge Folkesouveræniteten paa vore Forholde, som de er idag forat se om den passer dem eller ej, d. v. s. om den, lagt paa vore Forhold, har den moralske Lov med sig, eller mod sig. Er den med, saa spør vi dem, som desuagtet nægter, at den har været Forudsætningen for vore politiske Forhold, — vi spør dem om, hvilken Lov de støtter sig til, som er højere end den moralske.
Vore Modstandere medgiver alle som en, at i 1814 havde vort Folk sin fulde Husbondsret. men i dette mærkelige Aar gav de den ogsaa strax ifra sig.
Til hvem?
Til Stortinget og Kongen.
Til begge to? Til begge to.
Havde vi nu ikke vægret os ved at gaa ud ifra et Folks »Rettigheder«, saa kunde vi her gjort gjældende, at det, som udrusteds os med en Suveræns Myndighed i 1814, det har vi mere af idag end da. Vi har større Oplysning, Arbejdsevne,
