Vi er Germaner. Har de andre Germaners, har vor Frihedshistorie før eller nu vist os som letsindige Reformivrere eller som flotte?
Et Folk er en Samling af tusener forskjellige Interesser, spredte ud over et vidt Jordsmon, men alle fæstede til givne Forhold; en Samling af højst forskjellig Udvikling og Karakter, men alle bundne i Tradition og Sædvane. Er dette noget at springe afsted med? Kan Landmænd, Kjøbmænd, Sømænd, Haandværkere, Arbejdere, Lærere, Embedsmænd — og det ovenikjøbet nordiske! — kan de naarsomhelst trommes op til Spring-Marsch mod Reformer, og Flothed, bare en Agitation giver Signal?
Aldrig har Novembermændene rid daarligere Argumenter end disse. De er dragne lige ud af de absolutistiske Arve-Minder. Thi da hed det hvergang det mindste Nyt truede: Vorherre ved, hvorledes det vil gaa os? Det er Slave-Idealet at faa sidde ansvarsløst i Fred. Dersom Kongen var syg, skalv hele Landet; Vorherre alene vidste hvorledes den ny Konge vilde blive! Dengang vi under Dansketiden havde et Slags Rigsraad, bad det om at faa slippe at komme saa ofte sammen; da de andre fik Universitet, havde vi ingen Trang til det. Da de danske Bønder bødes at blive fri Stavnsbaandet, underskrev de i tusenvis en Adresse — naturligvis med paaholden Pen — som bad, at man maatte lade dem i Fred. Da vi havde faaet Friheden, samlede Oplandsbønderne sig for at give Kongen Enevoldsmagten tilbage; thi Vorherre alene vidste, hvad Storthinget kunde finde paa; Frygtens Vilkaar er det usleste af alle at leve paa.
Det er en herlig Arv, Novembermændene her løfter!
