Er det formeget at. kalde en slig Lære, en
slig Opfatning af vor Grundlov usædelig? Men
saa har den ogsaa dømt sig selv.
Vi skal prøve Folkesuveræniteten paa Loven om Magtfordelingen.
Folkesuveræniteten har ingen Plads til Magtfordelingen, siger man, og da denne er saa tydelig sat i Grundloven, maa Folkesuveræniteten hos os være udelukket.
Denne Misforstaaelse kommer af, at man ogsaa statsretlig (ligesom i skjødesløs daglig Tale) modsætter Folket og Kongen som to lige store Størrelser, og følgelig tror, at Magten er delt mellem Folket og Kongen. Selv Grundlovsgiverne, gamle Absolutister som de var, har sommesteder gjort sig skyldig i denne Skjødesløshed, hvilken dog er ligegyldig for deres Lov; Folket som saadant er ingen Statsmagt.
Men er altsaa Modsætningen: Storthinget og Kongen, — hvorfor kan ikke de dele Magten under Folkesuverænitetens Majestæt? Skal de endelig afsætte denne for at skaffe sig Plads? Skal Fuldmægtigerne endelig gjøre Husbonden umyndig? Hvor det som hos os ovenikjøbet var Folket selv og ingen anden, som delte Magten mellem dem, er det altfor tydeligt, at Folket staar over dem, som det betror Dele af Magten. De styrendes Fuldmagt er nøje bestemt, baade Storthingets og Kongens. For Storthingets Vedkommende, som hos os har baade Lov-, Bevilgnings- og Kontrol-Myndighed, maa Fuldmagten ovenikjøbet idelig fornyes.
Der er af Folket anvist begge Fuldmægtige hver sit Strøg for Myndighed; thi i samme Strøg kan ikke to have den samtidig. Tvistemaal opstaar, naar Grænserne for begge Strøg endnu ikke allevegne er opgaaede.
