Der var en Gang en Kone, som havde syv sultne Børn, og dem stegte hun Pandekage til; Raamelkskage var det, og den laa i Panden og æste saa tyk og god, at det var en Lyst at se paa den; og Børnene stod omkring, og Gamlefar sad og saa paa.
»Aa, lad mig faa lidt Pandekage, Mor min, jeg er saa sulten,« sagde det ene Barnet
»Aa kjære Dig,« sagde det Andet.
»Aa kjære, vene Dig,« sagde det Tredie.
»Aa kjære, vene, snille Dig,« sagde det Fjerde.
»Aa kjære, vakkre, vene, snille Dig,« sagde det Femte.
»Aa kjære, vakkre, vene, gode, snille Dig,« sagde det Sjette.
»Aa kjaære, vakre, vene, gode, snille, søte Dig,« sagde det Syvende, og saa bad de om Pandekage Allesammen, den Ene vakkrere end den Anden, for de vare saa sultne og saa snille.
»Ja, Børnene mine, bi nu bare, til den vender sig,« sagde hun — til jeg faar vendt den, skulde hun have sagt — »saa skal I faa Pandekage allesammen, se bare, hvor tyk og fornøiet den ligger der.«
Da Pandekagen hørte dette, blev den ræd, og ret som det var, saa vendte den sig af sig selv og vilde ud af Panden; men den faldt ned i den paa den anden Side igjen, og da den havde
