kom Risen hjem. »Hu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!« sagde Risen. — »Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandben og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud, men Lugten gik vel ikke saasnart bort ligevel den.« Ja, saa sagde Risen ikke mere om det. Da det nu blev Kvelden, gik de til Sengs, og da de havde ligget en Stund, sagde Kongsdatteren: »Der var en Ting, jeg gjerne vilde spørge Dig om, naar jeg bare torde.« — »Hvad er det for en Ting?« spurgte Risen. — »Det var, hvor Du har Hjertet Dit henne, siden Du ikke bærer det paa Dig,« sagde Kongsdatteren. — »Aa, det er Noget, Du ikke behøver at spørge om, men ellers saa ligger det under Dørhellen,« sagde Risen. — »Aa haa! der skal vi vel se at finde det,« sagde Askeladden, som under Sengen laa.
Næste Morgen stod Risen fælt tidlig op og strøg til Skoven, og aldrig før var han afsted, saa tog Askeladden og Kongsdatteren paa at lede under Dørhellen efter Hjertet hans; men alt de grov og ledte, saa fandt de ikke noget. »Den Gang har han luret os,« sagde Prindsessen, »men vi faar vel prøve ham endnu en Gang.« Saa sankede hun alle de vakkreste Blomster, hun kunde finde, og strøede rundt om Dørhellen, — den havde de lagt paa sit rette Sted igjen; og da det led mod den Tid, de ventede Risen hjem, krøb Askeladden under Sengen igjen. Da han vel var indunder, saa kom Risen. »Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!« sagde Risen. — »Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandben i Næbbet og slap ned igjennem Piben,« sagde Prindsessen; »jeg skyndte mig nok at faa det ud, men det er vel det, det lugter af ligevel.« Saa tiede Risen stille, og sagde ikke mere om det. Men om lidt spurgte han, hvem det var, som havde strøet Blomster omkring Dørhellen. »Aa, det er nok mig,« sagde Prindsessen. — »Hvad skal nu det betyde da?« spurgte
