sige, at jeg ikke vil have nogen Anden til Brud end den, som kan gjøre det, og Du kan, det ved jeg.« — Der var da stor Fryd og Glæde paa dem om Natten. Men Dagen efter, da Brylluppet skulde staa, sagde Prindsen: »Jeg vil nok se, hvad Bruden min duer til først.« — »Ja det kunde saa være det,« sagde Stedmoderen. — »Jeg har en fin Skjorte, som jeg vil have til Brudgomsskjorte; men der er kommen tre Talg-flækker paa, som jeg vil have vasket af, og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen Anden end den, som er god for at gjøre det; kan hun ikke det, saa er hun ikke værd at eie.« — »Ja, det var ingen Sag,« mente de, og det gik de ind paa, og hun med den lange Næsen til at vaske, det Bedste hun kunde; men jo mere hun vaskede og gned, des større blev Flækkerne. »Aa, Du kan ikke vaske,« sagde Gamletroldkjærringen, Mo’r hendes, »lad mig faa den!« — men hun havde ikke før taget i Skjorten, før den blev styggere endda, og jo mere hun vaskede og gned, des større og sortere blev Flækkerne. Saa skulde de andre Troldene til at vaske; men jo længer det led, des styggere og fælere blev den, og tilsidst saa hele Skjorten ud, som om den havde været i Skorstenspiben. — »Aa, I duer ikke Noget Nogen af Jer,« sagde Prindsen; »der sidder en Fantejente udenfor Vinduet her; jeg er vis paa, hun er meget bedre til at vaske hun, end Nogen af Jer. Kom ind Du, Jentel« skreg han. — Ja, hun kom ind. — »Kan Du vaske ren denne Skjorten, Du?« sagde han. — »Aa, jeg ved ikke jeg,« sagde hun, »jeg faar prøve det.« Og aldrig havde hun taget i Skjorten og dyppet den ned i Vandet, før den var drivende hvid som Nysne, og hvidere endda. »Ja, Dig vil jeg have,« sagde Prindsen. Saa blev den gamle Troldkjærringen saa sindt, at hun sprak, og Prindsessen med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke
