»Den Troldkjærring tror jeg ikke skal sende os noget Veir,«
sagde jeg, da jeg saa, at Vandet var farvet rødt af dens Blod.
Strax efter kom den op stærkt stønnende og vendte Bugen i
Veiret. Rasmus var ikke sen til at hugge Baadshagen i, og
halede den ved min Bistand ind i Baaden. Han var meget
fornøiet for den Tran han skulde faa, vendte det tunge Dyr fra
den ene Side til den anden, kjælede for det som for et Svøbebarn
og forsikkrede, at det var et smækfedt Vastrold, som skulde
være velkomment til Støvlesmørelse og Lampelys.
Under dette Fjas om Trolde og uveirvækkende Troldkjærringer kom en besynderlig Troldkjærringhistorie, jeg troede at have hørt af Rasmus i min Barndom, frem for min Erindring, men i saa dunkle Træk, at jeg ikke engang vidste, om det var Noget jeg havde hørt eller drømt. Jeg spurgte Rasmus, om han ikke havde fortalt mig en saadan Historie om tre Troldkjærringer.
»Aa, den,« svarede han og lo; »det er af det Slags, som kaldes Skipperløgne nu til Dags, men i gamle Dage troede de det som Fadervor. Gamle Bedstefar fortalte mig den, da jeg var Smaagut, men om det var hans Bedstefar eller Oldefar, som Var Kahytjongen, det kan jeg ikke erindre. Nok er det, det gik Saaledes til:
Han havde faret med en Skipper som Jongmand hele Sommeren, men da de skulde ud paa Høstreis, fik han en Ank paa sig og vilde ikke være med. Skipperen syntes godt om ham, for endda han var en Framslænging, havde han god Forstand paa alle Ting om Bord; han var en stor og stærk Gut og ikke ræd for at hænge i, naar der skulde tages et Tag; han gjorde næsten Tjeneste for en Helbefaren, og gild var han jævnt, saa han holdt Liv i de andre; derfor vilde Skipperen nødig være af med ham. Men Gutten havde slet ingen Lyst til at ride paa Blaamyren om
