»No ska dæ inkje gaa bære mæ’n Per, end mæ Vala-Budeiom.«
Per gjorde op Varmen igjen, tog Hundene, læste att Sæle og lagde nordefter til Valsæteren, hvor de tre Budeierne laa. Da han kom et Stykke nordpaa, brændte det slig der, som om Valsæteren stod i lys Lue. Med det samme traf han en Flok Ulve, og nogle af dem skjød han, og nogle af dem slog han ihjel. Da han kom til Valsæteren, var der kulmørkt der og ingen Ildebrand, men der var fire fremmede Karle inde, som holdt paa med Budeierne, og det var fire Haugetrold, og de hedte Gust i Væré, Tron Valfjeldet, Tjøstol Aabakken og Rolf Eldførpungen. Gust i Væré stod udenfor Døren og skulde holde Vagt, mens de andre var hos Budeierne og friede. Per skjød efter ham, men traf ikke, og saa reiste Gust i Væré. Da han kom ind, var de slemt ifærd med Budeierne, og to af Jenterne var rent forfærdede og bad Gud bevare sig, men den Tredje, som hedte Galin-Kari, var ikke ræd; hun sagde de kunde gjerne komme, hun kunde nok have Lyst til at se, om der var Tona i slige Karle. Men da Trolderne skjønte, at Per var inde, begyndte de at jamre sig og sagde til Eldførpungen, at han maatte gjøre paa Varmen. I det samme satte Hunderne paa Tjøstøl og rev ham over Ende i Aarén, saa Asken og Ildmørjen gjøv omkring ham.
»Saa Du Slangein mine Du, Per?« sagde Tron Valfjeldet - saa kaldte han Ulvene.
»Naa skal Du samma Veigen som Slangein Dine,« sagde Per og skjød ham; saa slog han Aabakken ihjæl med Bøsserumfen; men Eldførpungen var reist op igjennem Piben. Da han havde gjort det, fulgte han Budeierne til Bygds, for de torde ikke blive der længer.
