Kongen takkede og laat vel, og lovede ham baade god Løn og Hjempas, om han vilde have det; men Mumle vilde bare have mere Arbeide.
»Hvad skal jeg gjøre nu?« sagde han. Jo, da Kongen fik tænkt sig om, sagde han, at han fik reise til Bergtroldet, som havde taget Bedstefarssværdet hans, paa det Slottet han havde ved Søen, did Ingen torde komme.
Mumle fik med sig nogle Nistelæs i Storskræppen og foer i Veien igjen, og han gik baade langt og længe over Skog og Fjeld og vilde Heier til han kom til nogle store Berg, der Troldet skulde være, som havde taget Bedstefarssværdet til Kongen.
Men Troldet var ikke under bar Himmel, og Berget var lukket, saa Mumle ikke var Karl for at komme ind.
Saa gav han sig i Følge med nogle Bergbrydere, som holdt til paa en Fjeldgaard, og laa og brød Sten oppe i disse Bergene. Slig Hjælp havde de aldrig havt, for han brød og slog i Fjeldet, saa Berget revnede og Storstenen væltede udover som Hus; men da han skulde hvile til Middag og tage paa det ene Madlæsset, saa var det opædt altsammen.
»Jeg pleier have god Madhug selv,« sagde Mumle, »men den, som har været her, er værre til at æde, for han har ædt Benene ogsaa,« sagde han.
Saa gik det den første Dagen, og det gik ikke bedre den anden. Den tredie Dagen lagde han i Veien og skulde bryde Berg igjen, og tog med det tredie Madlæsset, men da lagde han sig bag det, ligesom han sov.
Ret som det var, kom der ud af Berget et Trold med syv Hoveder og gav sig til at smatte og æde paa Maden hans.
