Side:Norsk Lyrik.djvu/27

7

Røgte med Visdom det hellige Kald;
Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid du svandt, men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu;
End er af Æt og af Kraft han den Samme
End staar til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder
Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst:
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove,
Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande,
elskte blandt Lande,