384 F1NMABKENs Amt slag af den anden klemme ham flad som en pandekage. Da hun tog ham frem, likte hun ham og sagde til ham, at det vilde koste hans liv, om han ikke giftede sig med hende, hun hed Natassja Mikulisjna. Han foretrak at blive i live, og saa red de til Kijev og holdt bryllup. Dobrynjavisen igjen er i denne episode en efterligning af ældre russiske byliner om den berømte kjæmpe Ilja fra Murom, kun at det her er en rise, ikke en kvinde, som overvinder helten. Fortællingen om Ilja fra Murom stammer paa sin side for en væsentlig del fra østerlandske, særlig indiske eventyr, som mon- golerne førte med sig til Rusland, da de i det 13de aarhundrede opkastede sig til herrer i landet. Men de tre vældige hug, som den, der fik (lem, ikke agter, er et træk, som ikke findes i de østerlandske even,tyr. Det er kommet til Rusland med de nordiske varjager og er intet andet end en levning fra nordboornes gudesagn om Tors færd til Ut- gardeloke, saaledes som dette fortælles i den yngre “edda. Til sammenligning hidsættes her denne beretning om Tor og Skryme efter P. .4. MunCh.– Om morgenen saa Tor en uhyre stor mand ligge og snorke tæt ved i skogen; da tyktes han nok at kunne skjønne, hvorfra larmen kom. Han spændte styrkebæltet om sig, men i det samme vaagnede manden, og der fortælles, at Tor denne ene gang be- tænkte sig paa at slaa til. Derimod spurgte han manden om hans navn; han sagde: «Jeg heder Skryme (Skrýmir), og ikke be- høver jeg at spørge dig om dit navn, thi jeg ved, at du er Asa-Tor, men hvor har du gjort af –min handske?» Skryme buk- kede sig for at tage handsken op, og da saa Tor, at det, som han om natten ansaa for en stue, kun var Skrymes handske, og at sidehuset var tommelfingeren deri. «Skal vi følges ad,» spørger Skryme. «Ja,» sagde Tor. De spiste først dug-urd hver for sig, Skryme af sin madpose og Tor med sine reisefæller af sin; siden foreslog Skryme, at de skulde spise tilsammen, Tor sagde ja hertil, og Skryme bandt nu hele nisten, baade deres og sin, sam- men i en eneste pose. Den tog han paa ryggen, gik foran om dagen med svære skridt og udvalgte om aftenen natteleie under en stor ek. «Her vil jeg lægge mig til at sove, sagde han, men I kan tage nisteposen og holde nadverd.» Skryme sovnede straks og snorkede vældig, men Tor gav Sig ifærd med at knytte op nisteposen, hvilket dog slet ikke vilde lykkes ham; da han længe havde prøvet forgjæves, blev han vred, greb Mjølner med begge hænder og slog Skryme med den i hovedet. Skryme vaagnede og spurgte kun, om der faldt et løvblad paa hans hoved; «har I spist nu?» lagde han til. «Ja,» sagde Tor, nu skal vi lægge os». Midt om natten hørte Tor atter,
