32 HAAI‘0GALAND 0G NAMDALEN. LADEJARLERNES ÆT Fremstilling af Valund-sagnet paa Ardre-stenen, Gotland. folk. Paa flere af øerne, f. eks. Andøy og Senja, synes endog folkemængden ved aar 800 at have været større end ved aar l500. Ved aar l200 gik nordmændenes bygd ikke længere nord end til Malangen, Som „skilte mellem bumænd og l“inner“. I hedensk tid gik derimod bebyggelsen ude paa øerne helt op til I(arlsøy og Helgøy, hvor der findes gravhauger og Stenrøiser fra den yngre jernalder. Paa Helgøy („den hellige ø“) har der vel været en hedensk helligdom. Alt paa folkevandringens tid maa alle indbyg- gere i Haalogaland fra HelgelandSflesa i syd til Malangen i nord have sluttet sig sammen til en Stamme eller et folk, haaløygerne (d. e. „de i kampen edsforbundne“). Deres land blev kaldt Haaloga- land eller „haaløygerneS land“. Jordanes, som i det 6. aarhundrede skrev goterfolkets Saga, nævner imellem Skandias folk en Stamme,
- 4dogit, hos hvem der om sommeren er uafbrudt dag i 40 døgn og
om vinteren nat ligesaa Iænge. I dette navn synes vi at have en forvanSkning af haaløygernes navn (paa latin I-Ialogii). HaaløygerneS stat var ikke sterk og fast bygget som trønderneS. Paa hver handelsplads og ved hvert hovedsted langs den lange kySt sad en høvding, Som raadede Som han selv vilde. Mellem dem kan nævnes Torgar, sydligst i Helgeland, hvor hersen Bjarg- ulv og hans søn Brynjulv bodde tidlig i Harald Haarfagres dage. Navnet ’I’orgar, Som er det samme Som vort „torv““ og oprindelig
