Roesværdig, Ikke ganske uroesværdig, Godt, Ikke Slet, Taalelig, Middelmaadig. En Herold udraaber et af disse Ord offentlig blandt Folket, og siden sættes det som Gravskrift over den Afdøde. Potuanerne give følgende Grund til denne Skik: Man kan ikke fordre den levende Fyrste for Retten, uden Oprør og Urolighed; thi saa længe han lever, skylde Undersaatterne ham en blind Lydighed og bestandig Ærefrygt, hvorved Staten bedst vedligeholdes; men naar Fyrsten døer, opløses Baandet imellem ham og Undersaatterne, følgelig kunne disse nu, som frie, søge ham for Retten. Ved denne nyttige, skiøndt besynderlige Indretning sørges for Fyrstens Sikkerhed, den øverste Magt taber Intet af sin Majestæt, og dog vedligeholdes tillige Statens Bedste. Thi skiøndt disse Characterer ikkun tillægges de Døde, opmuntre de dog bestandig de Levende til Dyder. Man seer af den potuanske Historie, at der i hele fire hundrede Aar ikke have været flere end to Fyrster, som fik den allerringeste Characteer, Maadelig. De øvrige have næsten alle faaet Roesværdig, eller Ikke uroesværdig, hvilket deres Gravminder vise, som den alting fortærende Tid ikke endnu har ødelagt. Characteren Maadelig, som paa det potuanske Sprog hedder Rip—fac—si, foraarsager saa stor Sorg i den fyrstelige Familie, at den Afdødes Thronfølger og alle hans Slægtninge bære Sørgeklæder hele sex Maaneder derefter. De følgende Fyrster vise ingen Fortrydelse mod Dommerne for slige fomærme-
