Lov for denne Høflighed, men da Indbyggerne altid handle efter fornuftigt Overlæg, udøve de denne Dyd frivillig, og ansee Erkiendtligheds Bud for en Lov. Det er en heel Deel anderledes hos os, hvor de, der nyde den største Ære og de fleste Fordele i Staten, see de Ringere over Skuldrene med Foragt. De, som have talrig Afkom, ansees her for de meest fortiente Borgere, og æres af Alle uden Undtagelse. Disse ere de underjordiske Helte, og deres Erindring er Efterkommerne stedse hellig. De allene faae Navn af Store. Hos os derimod faae Menneskeslægtens Forstyrrere dette Navn. Man indseer let, hvad Priis den underjordiske Verden vilde have sat paa Alexander den Store og Julius Cæsar, som begge døde uden Afkom, og myrdede nogle Millioner Mennesker. Jeg erindrer mig herved følgende Gravskrift, som jeg saae over en Bonde i Keba: »Her ligger Joktan den Store, sin Tids Helt, Fader til tredive Børn.« Dog maa man mærke, at til at faae Navn af Stor, udfordres meer, end at have avlet Børnene: man maa ogsaa opdrage dem vel.
I Lovgivningen gaaer man her meget tangsomt til Værks, og næsten som hos Romerne fordum. Den nye Forordning bliver først opslaaet paa Raadhusene i alle Byer, og da staaer det Enhver frit for at undersøge den, giøre Indvendinger derimod, og forelægge den en Forsamling af indsigtsfulde Mænd, som i denne Hensigt er nedsat i Potu. Her veies nøiagtig alt hvad
