forholdsvis meget smal og er flad i bunden. Den er letrod, men er som følge af sin form en ubekvem og daarlig sjøbaad, hvorfor grønlænderne, saasnart der kommer vind, lægger til land med den. Den har gjerne et lidet seil til at sætte op i forstavnen, og som kan bruges, naar der er gunstig vind; men at slige baade ikke egner sig for seilads, vil let nok indses. Seilads er i det hele tat noget, som eskimoen ikke forstaar sig paa og ikke har synderlig tilovers for.
I disse baade rummes al familiens jordiske eiendom med telt, husgeraad, hunde, børn, kvinder osv. De ros af op til en halv snes roersker og kan, naar der er saa mange, gjøre en god fart. De styres gjerne af husfa'ren, mens familiens øvrige mænd følger i sine kajaker.
I sine konebaade flyttede grønlænderne om fra den ene fangeplads til den anden hele sommeren, og en eller flere maaneder drog de der, hvor der var ren, ind i fjordene paa jagt og levede da i herlighed og glæde.
Hyppig foretog de i hin tid lange reiser op og ned langs vestkysten, ligesom de endnu den dag idag gjør det paa østkysten. For at gi et indtryk af, hvilken udstrækning disse reiser kan ha, kan nævnes, at paa østkysten reiser familier fra Angmagsalikegnen, paa 651⁄2° n. b., den lange vei ned til handelspladsene vestenfor Kap Farvel og tilbage igjen, og dette er da en strækning paa 110 mil. De reiser ikke gjerne hurtig; den ene af de to konebaade, som vi mødte paa østkysten ved Kap Bille i 1888, og som var paa reise sydover, naadde først to aar efter, i 1890, frem til Pamiagdluk, vestenfor Kap Farvel, og dette er bare en strækning paa 40 mil, som jeg antar, vi kunde ha tilbagelagt paa en uge eller to med vore baade. Men saasnart eskimoerne kommer til et sted, hvor der er meget
